Ejstrupholmrokken

Da jeg for flere år siden blev den lykkelige ejer af en Ejstrupholmrok, printede jeg en artikel ud fra internettet om Ejstrupholm rokkens historie.

Artiklen er skrevet af Kirsten Sørensen og Susanne Pedersen, der besøger Eva Riis i Brande og får fortalt historien om Ejstrupholm rokken.

Artiklens del om Ejstrupholmrokkens historie gengives ordret fra side 3 af, hvor selve historien om rokken starter!

Historien om Ejstrupholm rokken: 

”Åge Riis var uddannet tømmer og ernærede sig ved at være ansat i et firma der producerede køkkener. Hans hobby var at lave ting i træ på sin drejebænk. I hjemmet havde de oldemors gamle rok stående, og på det tidspunkt talte ægteparret om, hvor ærgerligt det var hvis det gamle håndværk (spinding) ikke blev givet videre til næste generation.

Eva besluttede sig til at gøre noget ved sagen og forsøgte sig med oldemors gamle rok.Den gang fandtes der ingen litteratur om, hvordan sådan en rok fungerer i praksis så forsøget blev gjort efter ”prøv-dig-frem-metoden”

I første omgang troede Eva at der skulle to enkelte snore, uafhængigt af hinanden, på rokken, Det forsøg gik ikke så godt, så det var lige ved at blive opgivet igen. Efter et års tid fik hun kontakt til en fynsk spinder der lærte hende om dobbeltsnorens placering på rokken. Samtidig fik hun fat i en smule rå uld der alligevel skulle kasseres, og atter forsøgte hun sig igen ud i spindingens kunst. Denne gang gik det væsentlig bedre, og langsomt fik Eva lært at spinde noget brugbart garn.

Som så mange andre der prøver at sidde ved en rok, oplevede Eva glæden ved at spinde sit eget garn. Men desværre kunne oldemors rok fra 1700 tallet ikke holde til at blive brugt så meget, den var efterhånden blevet slidt fuldstændigt op. Dette gav anledning til at Aage, som hobbydrejer, i 1977 lavede sin første rok – en tro kopi af oldemors rok.

Hvad der kom lidt bag på Aage og Eva var, at der var stor interesse for de håndlavede rokke, som blev solgt lige så hurtigt som Aage blev færdig med dem. Og dermed var starten på en ny æra gjort.

Ægteparret som jo delte deres interesse for spinding, godt nok på hver deres måde, samarbejdede på bedste vis om at gøre rokkene så brugervenlige som muligt. Eva var sin mands vigtigste og bedste kritikker, og på den måde blev designet på rokken ændret fra at have et mindre hjul, til at få et noget større hjul, efter at parret havde set billeder af en gammel svensk rok. Det blev netop denne ændring af rokken, der fik den til at blive rigtig brugervenlig og attraktiv.

På et tidspunkt fik Vejle Amts Folkeblad nys om rokkemageren og skrev en helsides artikel om ægteparret og deres altoverskyggende interesse. Få dage efter skrev Jyllandsposten en artikel og, som Eva med et smil om læben udtrykte det, ”Så var freden forbi!”

Telefonen glødede i parrets hjem, efterspørgslen på rokken fra Ejstrup steg enormt, hvilket igen betød, at Aage måtte tage en svær beslutning. Han kunne ikke følge med efterspørgslen, hvis det stadig skulle være en hobby, men ville økonomien kunne bære, hvis han blev fuldtids rokkemager? For ingen tvivl om at det var det han brændte mest for.

Det viste sig heldigvis, at al tvivl blev gjort til skamme. Ægteparret Riis fik deres egen lille virksomhed til at blomstre, for der var stor interesse for at spinde på dette tidspunkt sidst i 1970’erne. Og den altid opmærksomme rokkemager ændrede igen rokkens design, så den passede ind i tiden trend.

På dette tidspunkt var det moderne, at kvinderne gik med træsko med plateau-såler. Og iført de høje træsko var der ikke plads til at have fødderne på trampen, og det gik jo ikke an.

Aage sørgede for at der blev mere plads mellem trampen og skamlen, så det ikke skulle forhindre en modebevidst kvinde i at udføre sin hobby med at spinde.

På samme tidspunkt blev det også nærmest en trend at have angorakaniner, så man kunne spinde blødt og lækkert angoragarn.

Mange ville lære at spinde, så der blev oprettet mange kurser hvor man kunne lære det, bl.a. på Uldum højskole, hvor Eva som gæstelærer sørgede for den rette undervisning. På den måde var der den største mulighed for at videregive det gamle håndværk, som det jo i virkeligheden var ægteparrets største ambition.

Eftersom det var dyrt for skoler, foreninger o. lign. at anskaffe et større antal rokke, lavede Aage en serie rokke, som blev lejet ud til undervisningsformål. Da de derfor ofte skulle transporteres - og derfor ofte skulle skilles ad og samles igen – nummererede Aage hver enkelt del på hver enkelt rok, så de kunne skilles og samles igen uden der kom rod i systemet. Dette gjaldt de rokke, der blev brugt til kurser o. lign., men alle Ejstrupholm rokke er kendetegnet ved et brændemærke i bunden, hvor navn og årstal fremgår.

På mange Ejstrupholm rokke er der et ekstra hul, ved siden af jomfruerne. Langt de fleste vi har snakket med ved ikke hvilken betydning dette ekstra hul har (inkl. artiklens forfatter)Men Eva forklarede, at rokken var forberedt til at kunne få monteret en skot-ten, som vist også blev brugt en del i 70’erne. Jeg tror ikke at der er mange der bruger en skot-ten i dag, men det var da interessant at få oplyst den detalje.

På et tidspunkt i 1980’erne var det så populært at spinde, at det var yderst svært for Aage at efterkomme den store efterspørgsel på rokkene. På trods af 4-5 fuldtidsansatte, og selv om rokken blev sat i maskinel produktion, var det efterhånden ved at tage magten fra Aage og Eva. De populære rokke blev efterspurgt i store dele af udlandet. De blev solgt til spindere bl.a. i USA, Australien; Schweiz og sågar Japan.

Selve navnet ”Ejstrupholmrokken” opstod tilfældigt i folkemunde. På daværende tidspunkt var der ikke noget der hed Ejstrupholm på landkortet. Der var bare en lille by der hed Ejstrup, så folk har faktisk selv navngivet rokken.

Der blev i alt produceret ca. 3000 rokke. Det i sig selv viser, at det var, og stadig er, en populær rok.

I 1994 var tiden inde til, at Aage Riis gik på efterløn, og der var desværre ingen der var interesseret i at føre den lille virksomhed videre. Selv nu, hvor spindingen igen er blevet populær, vil Ejstrupholm rokke ikke mere blive produceret.

En æra er slut.”

Se dette var historien om Ejstrupholmrokken, og efter at have læst den holder jeg, om muligt, endnu mere af min dejlige rok og værner om den med respekt!