Vores angorakaniner.


Jeg synes at det er spændende at bruge naturens egne farver, derfor er det overvejende farvede kaniner vi har. De sorte har jeg især fattet forkærlighed for og har derfor avlet på dem for at få det karakteristiske udseende med  gode øreduske og kindskæg og en god uldkvalitet. Men vi har også jævnligt angorakaniner i andre farver.

Historisk har de farvede angoraer haltet lidt bagefter med hensyn til uldkvaliteten i forhold til de hvide, det skyldes at der i sidste halvdel af 1900 tallet, hvor angorakaninerne var meget populære, blev lagt mest vægt på at udvikle uldkvaliteten på de hvide, derfor har det også været en spændende udfordring at optimere de farvede.

Vi har i øjeblikket 9 avlskaniner, 3 hanner og 6 hunner.

Signe Hvid rødøjet

Thorbjørn Sort

Sofie Sort hun

Tomas Sort han

Uffe ny lille han, som er 4 mdr. på foto

Heidi Hvid rødøjet

Sussi Sort hun

Thyra Sort hun

Angoraunger til salg.


Ungerne skal være 8 uger før de må flytte hjemmefra. Prisen for en angoraunge er 350 kr.

Når vi har angoraunger til salg vil det blive annonceret her. Det er som regel først sidst i februar at vi parrer kaniner, og så er de drægtige i ca 30 dage. Herfeter skal de gå hos deres mor i 6-8 uger  og først nå de er 8 uger må de sælges

Her starter 2024.

Opdateringerne vil komme i "blog form" herover,  således at det nyeste vil ligge øverst.

Her ses lidt fotos fra tidligere kuld:

Klippevejledning:

Angorauld


Angorakaninens uld er en luksusfiber, blød og silkeglat, med en fibertykkelse på 10-12 micron. Angorafibre er hule og luftfyldte, hvilket betyder at de er utrolig lette og samtidig har en fantastisk isolationsevne. Angorauld isolerer mindst 8 gange bedre en uld fra får og samtidig er der intet der kradser!

Angoraulden kan spindes direkte uden foregående kartning. Der er spindere der vælger at spinde én tråd angora og én tråd f. eks. merino, for derefter at tvinde disse sammen. Jeg vælger som oftes at karte min uld sammen med merino, 50 % af hver, hvorefter jeg ruller den kartede uld i tøjer. Det giver mig et behageligt materiale at spinde af (minimalt med flyvske hår ved rokken) og resultatet er et rigtig dejligt blødt og varmt strikkegarn.

Alt mit garn er 100% håndlavet, kaninerne klippes med saks, ulden kartes på karte drevet med håndsving og slutteligt bliver garnet spundet og tvundet på gammeldags spinderok.


Vores første klasses angorauld kan 

lejlighedsvis købes på forespørgsel :) 

Spinding af ulden.


Klargøring af ulden:

Når du har gået og passet din angora kanin kærligt, kommer det første højdepunkt når du, efter 3 måneder, klipper den lækre uld af. Det er altid spændend hvor meget der bliver og mens klipningen foregår kan man drømme og hvor mange lækre ting der kan blive af ulden :) det næste højdepunkt er så spindningen!

Meeennn ... inden du kan trække et par bløde og varme hjemmestrikkede sokker på er der lige et forarbejde!

Som jeg tidligere har nævnt kan man godt spinde angoraulden direkte fra totten, men jeg vælger at blande min angorauld med den fine merino fåreuld, i forholdet 1:1. (man kan også spinde en tråd angora og en tråd f.eks. merino og tvinde disse to sammen.)

Hvis man kun anvender angorauld kan det endelige resultat af f.eks. en sweater have svært ved at holde faconnen, da agoraulden jo er meget glat og ikke har den samme elasticitet som den krusede fåreuld.

Når man skal blande ulden gør man det ved at karte de to uldtyper sammen. Det kan gøres med to gammeldags håndkarter, men jeg må indrømme at det er rimelig hårdt for overarmene!! Derfor har jeg valgt at blande min uld på en hånddrevet kartemaskine.


En sådan kartemaskine kan man være heldig at finde brugt, f.eks. på Den Blå Avis eller lignende steder.

Det kan betragtes som en engangs investering da den holder i mange mange år, og skulle selve gummiet med kartetænderne på blive slidt, så kan det udskiftes. Den kan også købes hos www.filtestedet.dk eller www.skytten-danmark.dk

Kartemaskinen spændes nemt fast på et bord, det er en fordel at den står i en god arbejdshøjde.


Jeg starter med at veje ulden af i passendebunker. Erfaringen siger mig, at minkartemaskine er nemmest at arbejde med,hvis man kører med ca 20 g i hvert bundt.Men du kan vælge hvilken som helst uld ogforhold

som du kunne tænke dig.

Jeg har valgt at bruge merino, som man kankøbe i form af merinotops eller merino bånd.Det har jeg, fordi jeg synes at den fine merinoharmonerer godt med angoraulden og jeg ersikker på at få et strikkegarn som med

garanti ikke kradser og er dejlig varmt.


Når jeg har vejet min uld ud, "fodrer" jegkartemaskinen med ulden, lidt efter lidt!

Hvis kartemaskinen får for meget uld adgangen vil det være tungt at dreje den rundtog drivremmen kan finde på at hoppe af.Ulden vil nu bevæge sig fra den lille tromleop på den store tromle.

Her løsnes ulden så med den medfølgendesyl mens tromlen drejes baglæns.Nu vil du stå med et "uldbundt" i hånden.Dette karteflor er så klar til atter at blive kørt igennem kartemaskinen.

Jeg kører min uldblanding igennem ca. 4gange så alle fibrene bliver ensrettet.

Her er ulden næsten færdig, en enkelt turmere så er ulden færdigkartet.Det kan virkelig godt betale sig at være

grundig med sin kartning, da spindingen afgarnet så vil være endnu nemmere!


Når ulden er færdigkartet løsner man denfra den store tromle og ruller ulden sammenomkring sylen (med uret) mens du drejerbaglæns på håndsvinget.Så står du med det færdige produkt ihånden! Dette kaldes en tøje! Nu kan du pinde den fineste tråd uden at uldhårerneflyver dig om ørerne


Spinding af ulden:

At spinde vil sige at sno fibre omkring hinanden! Dette kan gøres med flere redskaber. Den nok bedst kendte er en spinderok, men den mest simple er en håndten.

Ejstrupholmrokken


Da jeg for flere år siden blev den lykkelige ejer af en Ejstrupholmrok, printede jeg en artikel ud fra internettet om Ejstrupholm rokkens historie.

Artiklen er skrevet af Kirsten Sørensen og Susanne Pedersen, der besøger Eva Riis i Brande og får fortalt historien om Ejstrupholm rokken.

Artiklens del om Ejstrupholmrokkens historie gengives ordret fra side 3 af, hvor selve historien om rokken starter!


Historien om Ejstrupholm rokken: 


”Åge Riis var uddannet tømmer og ernærede sig ved at være ansat i et firma der producerede køkkener. Hans hobby var at lave ting i træ på sin drejebænk. I hjemmet havde de oldemors gamle rok stående, og på det tidspunkt talte ægteparret om, hvor ærgerligt det var hvis det gamle håndværk (spinding) ikke blev givet videre til næste generation.


Eva besluttede sig til at gøre noget ved sagen og forsøgte sig med oldemors gamle rok.Den gang fandtes der ingen litteratur om, hvordan sådan en rok fungerer i praksis så forsøget blev gjort efter ”prøv-dig-frem-metoden”

I første omgang troede Eva at der skulle to enkelte snore, uafhængigt af hinanden, på rokken, Det forsøg gik ikke så godt, så det var lige ved at blive opgivet igen. Efter et års tid fik hun kontakt til en fynsk spinder der lærte hende om dobbeltsnorens placering på rokken. Samtidig fik hun fat i en smule rå uld der alligevel skulle kasseres, og atter forsøgte hun sig igen ud i spindingens kunst. Denne gang gik det væsentlig bedre, og langsomt fik Eva lært at spinde noget brugbart garn.


Som så mange andre der prøver at sidde ved en rok, oplevede Eva glæden ved at spinde sit eget garn. Men desværre kunne oldemors rok fra 1700 tallet ikke holde til at blive brugt så meget, den var efterhånden blevet slidt fuldstændigt op. Dette gav anledning til at Aage, som hobbydrejer, i 1977 lavede sin første rok – en tro kopi af oldemors rok.


Hvad der kom lidt bag på Aage og Eva var, at der var stor interesse for de håndlavede rokke, som blev solgt lige så hurtigt som Aage blev færdig med dem. Og dermed var starten på en ny æra gjort.


Ægteparret som jo delte deres interesse for spinding, godt nok på hver deres måde, samarbejdede på bedste vis om at gøre rokkene så brugervenlige som muligt. Eva var sin mands vigtigste og bedste kritikker, og på den måde blev designet på rokken ændret fra at have et mindre hjul, til at få et noget større hjul, efter at parret havde set billeder af en gammel svensk rok. Det blev netop denne ændring af rokken, der fik den til at blive rigtig brugervenlig og attraktiv.


På et tidspunkt fik Vejle Amts Folkeblad nys om rokkemageren og skrev en helsides artikel om ægteparret og deres altoverskyggende interesse. Få dage efter skrev Jyllandsposten en artikel og, som Eva med et smil om læben udtrykte det, ”Så var freden forbi!”


Telefonen glødede i parrets hjem, efterspørgslen på rokken fra Ejstrup steg enormt, hvilket igen betød, at Aage måtte tage en svær beslutning. Han kunne ikke følge med efterspørgslen, hvis det stadig skulle være en hobby, men ville økonomien kunne bære, hvis han blev fuldtids rokkemager? For ingen tvivl om at det var det han brændte mest for.


Det viste sig heldigvis, at al tvivl blev gjort til skamme. Ægteparret Riis fik deres egen lille virksomhed til at blomstre, for der var stor interesse for at spinde på dette tidspunkt sidst i 1970’erne. Og den altid opmærksomme rokkemager ændrede igen rokkens design, så den passede ind i tiden trend.


På dette tidspunkt var det moderne, at kvinderne gik med træsko med plateau-såler. Og iført de høje træsko var der ikke plads til at have fødderne på trampen, og det gik jo ikke an.

Aage sørgede for at der blev mere plads mellem trampen og skamlen, så det ikke skulle forhindre en modebevidst kvinde i at udføre sin hobby med at spinde.


På samme tidspunkt blev det også nærmest en trend at have angorakaniner, så man kunne spinde blødt og lækkert angoragarn.


Mange ville lære at spinde, så der blev oprettet mange kurser hvor man kunne lære det, bl.a. på Uldum højskole, hvor Eva som gæstelærer sørgede for den rette undervisning. På den måde var der den største mulighed for at videregive det gamle håndværk, som det jo i virkeligheden var ægteparrets største ambition.


Eftersom det var dyrt for skoler, foreninger o. lign. at anskaffe et større antal rokke, lavede Aage en serie rokke, som blev lejet ud til undervisningsformål. Da de derfor ofte skulle transporteres - og derfor ofte skulle skilles ad og samles igen – nummererede Aage hver enkelt del på hver enkelt rok, så de kunne skilles og samles igen uden der kom rod i systemet. Dette gjaldt de rokke, der blev brugt til kurser o. lign., men alle Ejstrupholm rokke er kendetegnet ved et brændemærke i bunden, hvor navn og årstal fremgår.


På mange Ejstrupholm rokke er der et ekstra hul, ved siden af jomfruerne. Langt de fleste vi har snakket med ved ikke hvilken betydning dette ekstra hul har (inkl. artiklens forfatter)Men Eva forklarede, at rokken var forberedt til at kunne få monteret en skot-ten, som vist også blev brugt en del i 70’erne. Jeg tror ikke at der er mange der bruger en skot-ten i dag, men det var da interessant at få oplyst den detalje.


På et tidspunkt i 1980’erne var det så populært at spinde, at det var yderst svært for Aage at efterkomme den store efterspørgsel på rokkene. På trods af 4-5 fuldtidsansatte, og selv om rokken blev sat i maskinel produktion, var det efterhånden ved at tage magten fra Aage og Eva. De populære rokke blev efterspurgt i store dele af udlandet. De blev solgt til spindere bl.a. i USA, Australien; Schweiz og sågar Japan.


Selve navnet ”Ejstrupholmrokken” opstod tilfældigt i folkemunde. På daværende tidspunkt var der ikke noget der hed Ejstrupholm på landkortet. Der var bare en lille by der hed Ejstrup, så folk har faktisk selv navngivet rokken.

Der blev i alt produceret ca. 3000 rokke. Det i sig selv viser, at det var, og stadig er, en populær rok.


I 1994 var tiden inde til, at Aage Riis gik på efterløn, og der var desværre ingen der var interesseret i at føre den lille virksomhed videre. Selv nu, hvor spindingen igen er blevet populær, vil Ejstrupholm rokke ikke mere blive produceret.


En æra er slut.”


Se dette var historien om Ejstrupholmrokken, og efter at have læst den holder jeg, om muligt, endnu mere af min dejlige rok og værner om den med respekt!


Dobbeltklik her for at tilføje din egen tekst.

Ejstrupholmrok fra 1984

Fotos fra Markeder.


Fotos fra vores deltagelse ved Panzermuseets friluftsmarked (tidligere kaldt Kongskildemarkedet) ved Sorø og Gårdens sensommermarked ved Gislinge

P. gr. a. arbejde vil PR standen desværre ikke være at finde på Roskilde dyreskue i 2017

Fotos fra vores PR stand på Roskilde dyreskue

Vi har været så heldige at blive opfordret til at lave en PR stand på Roskilde dyreskue gennem de sidste par år. På standen viser vi hvordan ulden bliver forarbejdet fra den rå håndklippede uld til det færdige produkt. Bent står ved kartemaskinen og mange børn vil rigtig gerne hjælpe ham :) Kirsten holder spinderokken i gang så besøgende kan opleve det gamle håndværk i aktion. Vi har også en udstilling af angoraprodukter, bestående af uld, skind, garn, tøjer klar til spinding og færdige strikvarer. Desuden deltager vi på børnescenen hvor dyresagkundige fra ZOO fortæller børnene om kaniner.

Samtidig viser vi på store plancer hvordan man i Danmark klipper kaninerne på en skånsom og human måde. Det er virkelig utrolig spændende at møde så mange nysgerrige og videbegærlige mennesker

Roskilde 2016

Roskilde 2015

Angorakaninens historie.


Angora er et ældre europæisk navn for oldtidens Ankyra, nutidens Ankara. Angora er en fællesbetegnelse for Katte, Kaniner, Marsvin og Angorageden ( Mohair), som kan føre sin slægt 5000 år tilbage. De har alle en hårvækst, der vokser kontinuerlig i hele deres levetid, uden at fælde.


Angorakaninen stammer fra Lilleasien, denne kaninrace har en værdifuld, langhåret silkeblød pels, hvis hår kan spindes til fint garn.

England og Frankrig strides om, hvem der indførte Angorakaninerne til Europa. Man mener, de første langhårede kaniner kom med engelske søfolk til Bordeaux i Frankrig i 1723. Allerede i 1777 indførte man de første Angora- kaniner til Tyskland fra England. De var albinoer, hvide med røde øjne, ifølge billeder fra 1889.


Englænderne døbte kaninen Angora, før da gik den under navne som Silkehare, Kashmirkaninen, den havde flere forskellige farver. I 1784 udgiver man i Frankrig en vejledning om pasning af angorakaniner, vejledningen blev allerede 5 år senere, oversat til tysk.


I Danmark omtalte H. S. Holtens i sit værk Fauna fra 1804 om kaniner. Kødet spises, skindet især de angoriske, bruges til kartning, og de sorte kaninhår er fortrinlige til hatte.

Ved kaninudstillingernes start, i Tyskland 1885, og i Tivoli 1895, var angorakaninen repræsenteret.

Tyskland satte avlsarbejdet i system i 1934, og Danmark fik sit første spinderi for angoragarn i 1939.

Det var den anden verdenskrig, der gav det første store opsving. Kort efter krigen var ulden usælgelig igen.

Dansk Angoras Fællesråd startede i 1949 med det formål at få en eksport i gang. 1 1960 blev D. A. F. omdannet til et andelsselskab. De 1500 angoraavlere havde en eksport på over en million kr.

Man oprettede afkomsprøvestationer på Kalø Landbrugsskole.

I 1960'erne gik eksporten helt i stå, og D. A. F. måtte slutte sin store angora arbejde i 1972.


Landsudstillingen i 1974 i Viborg var uden Angorakaniner. Flere avlere talte sammen om, at der måtte gøres noget.

I 1977 startede den første forening op under navnet Dansk Angora. Foreningen arbejdede støt og roligt til det store angora boom satte ind, og toppede i 1985-86, med uldpriser på over kr. 600,00 pr. kg.

I 1988 gik eksporten helt i stå og Dansk Angora ophørte året efter.


1991 sendes et spørgeskema til angoraavlere i Danmark, hvor man spurgte, om der var interesse for at opstarte en specialklub for Angora.  30 positive svar var en god baggrund til at indkalde til en stiftende generalforsamling d. 3. feb. 1991 ved Landsudstillingen i Sorø. 19 angora/fuchs/ satin 'er var mødt for at stifte den nye klub, som fik navnet A.H. (afvigende hårstruktur).

På A. H. Klubben's første ordinære general- forsamling, den 2 februar 1992 i Middelfart, var stoltheden over at være Angora avlere og savnet at den gamle forening Dansk Angora så stor, især hos de garvede angoraavlere, at de kom med forslag om, at lave klubben om til en ren angoraklub i stedet for en klub for afvigende hårstruktur. Derved kunne man få det gamle foreningsnavn; Dansk Angora tilbage. Forslaget blev vedtaget.

Dansk Angora har ca. 20 medlemmer, udgiver et medlemsblad, oplyser nye købere om, hvor angorakaniner kan købes, afsætter uld og støtter angora avlere i deres daglige arbejde.

(kilde: Dansk angoras hjemmeside)